Grinderman – skærslibere med elektriske guitarer

Et af årets mest modige træk fra Roskilde Festival må være placeringen af Grinderman øverst på årets plakat som et topnavn med den bedste spilletid fredag aften. For til trods for at den ældste skærsliber blandt det fire personers store orkester er ‘fyrsten af mørket’, Nick Cave, er den australske sangers fritidsprojektet vel næppe på tungerne og mp3-afspillerne hos særlig mange af festivalens især yngre gæster.

Valgte man alligevel at stille nysgerrigheden og overvære den 50-årige sanger gå på scenen iført en meget ungdommelig collegejakke, han påstod at have lånt af Michael Jackson, fik man undervejs blæst elektriske udladninger i faretruende portioner lige op i ansigtet. For med Ginderman har Nick Cave smidt selveste hans varemærke, sin formidable sans for æstetiske melodier, på lossepladsen.

I stedet fik de ældre fans på de forreste rækker og de måske knap så meget fans længere bagude et kraftfuldt brøl af lige-på-og-hård rock’n’roll, der mere end har lånt sin inspiration i 70’ernes punkrock á la Iggy and the Stooges og eksperimenterende tysk kraut-rock. Størstedelen af sidste års debutalbum blev således gennemgået tilsat en enkelt nyskreven sang med en meget veloplagt Nick Cave helt i front på guitar, keyboards og sang, samt en endnu mere oplagt Warren Ellis, der med sit lange bedstefarsskæg blafrende i vinden brugte det meste af en time på at smadre et sæt maracas ned i et sæt hi-hat bækkener. Av for den, hvor hamrede han til.

Præcist som de ‘stakkels’ bækkener føltes det i de mest klare øjeblikke som et dejligt knytnæveslag at få Grindermans rå og upolerede rock lige i hovedet. Og det slag blev givet allerede indledningsvis, da Nick Cave råbte »Get it on«, imens han fægtede med armene som en sprællemand med alt for megen sprut i blodet. Helt så meget ‘on’ blev de fire skærslibere dog ikke ved med at være, når tempoet undervejs blev sat ned. Uden et konstant hæsblæsende tempo virkede det som, at pointen med fritidsprojektet gik af fløjten frem for at puste til ilden.

Derfor var Grindermans sene legestue for aldrende rock-rotter da også mere et forfriskende pust, der til tider blev til et slag med knyttede næver, men som efter en time på scenen endte med at mangle lidt flere underliggende strejf af Nick Caves æstetiske sans for gode melodier. Måske det i grunden blot var en mindre detalje for feinschmeckere, for da Grinderman havde slebet alle knive færdige, forlod de scenen til et taknemmeligt returneret brøl fra Roskilde Festivals publikum.