MGMT – pletvist festorgie

Sidste år var det Arcade Fire. I år var det MGMT, der stod for det mest proppede telt på førstedagen. En ukristelig stor menneskehob var trasket op for at se giraffen – det med rette hypede Brooklyn-band MGMT. Og dem, der forventede en folkefest af dimensioner, fik det også. Men desværre i lidt for få og afmålte doser og primært på egen opfordring. Bandets publikumsinteraktion var koncerten igennem på et minimum, men det afholdt heldigvis ikke det hypertændte publikum fra at skabe den helt unikke Roskilde-stemning.

Bandets introverthed afspejlede sig også i deres lidt for respektfulde tilgang til deres instrumenter eller stemmebånd. Måske var de tour-trætte, men lidt mere smadder på scenen ville have været rart. Når det er sagt, og vi ser bort fra et par enkelte lidt for kedelige intermezzoer, så var bandets indsats helt klart godkendt. ‘The Handshake’ og ‘Weekend Wars’ var rent guf, og overraskende var det, da bandet kastede sig ud i en nærmest ‘Bohemian Rhapsody”-agtigt prog-affære, som forsanger Andrew VanWyngarden introducerede som »otte numre i ét«.

Og netop den nasale forsanger var et syn for sig. Et udsøgt studie i coolness. Med hippie-hårbånd, mørke solbriller og et gram pot for meget i blodet styrede han bandet igennem fantastiske crowdpleasere som ‘Electric Feel’, ‘Kids’ og ikke mindst ungdomshymnen ‘Time to Pretend’. Får MGMT engang skrevet flere sange af samme kaliber, kan de blive et sandt psykedelisk pop-monster. I aftes kunne mindre dog også gøre, ikke mindst takket være det fantastiske, hypertændte publikum.