Santogold – Højoktan hipsterpop

»Det er det vildeste sceneshow, jeg har set«, udbrød en mand blandt publikum, mens han fagtede ivrigt med hænderne i et forsøg på at efterligne den militante koreografi, han netop havde været vidne til på scenen. »Helt vildt«, nikkede han over mod sine venner.

Det var godt, ingen tvivl om det. De to uniformerede dansere, der stod placeret ved mikrofonstativer i hver sin side af scenen, skiftede mellem at stå som stive soldater, for i næste øjeblik at kaste deres kroppe ud i vilde eksplosioner af bevægelse. I midten stod Santi White aka Santogold, der selvfølgelig kom fashionably late – et helt kvarter, ventede vi – og lignende definitionen på cool.

Herfra styrede hun publikum igennem et kort sæt på 30 minutter af højoktan, genreshoppende hipsterpop. Allerede da de første jungletrommer lød på åbneren havde publikum smidt enhver sur mine over ventetiden, og da hun kort efter spillede hittet ‘L.E.S. Artistes’ var teltet overbevist.

Koncertens sange var alle hentet fra den selvbetitlede debut, der desværre er en lidt rodet affære med et strittende udtryk. Men i modsætning til albummet, hvor skapunk konkurrerer om pladsen med de elektroniske beats, havde White i stedet valgt at satse på sidstnævnte. Det var en god beslutning. Med afsæt i både dub, grime, hiphop og electronica rullede det ene skarpe beat efter det andet over massen og viste, at Santogold fungerer langt bedre live, end det gør hjemme i stuen.

Særligt det afsluttende ‘Creator’ med sin tunge bas, fordrejede hyletone og frontalangreb af et breakdown gik både i maven og fødderne på publikum. Nummeret er produceret af briten Switch, og når man hører det live og ser reaktionen, kan man undre sig over, hvorfor Madonna ikke ringede til ham i stedet for Timbaland.

Desværre sluttede koncerten for tidligt. Det er befriende ikke altid at skulle trækkes igennem halvanden time, men vi kunne sagtens have brugt et kvarter til fra Santi White, der efter aftenens koncert gør veninden M.I.A.’s aflysning lidt nemmere at bære.