Calexico

Efter den skuffende ‘Garden Ruin’, hvor Calexico halvhjertet og uden held forsøgte at bryde med den ørkenrock, de selv havde været med til at sætte i verden, er Joey Burns og John Convertino atter helt derude, hvor kragerne vender, mexicanske grænsehoppere dør af tørst, og Las Vegas-mafiaen begraver de likviderede korttællere i al fredsommelighed. Ingen har, med undtagelse af Ennio Morricone, nogensinde evnet at fange den støvede tone af grænselandet mellem americana og texmex bedre end Calexico, og de har efterhånden perfektioneret deres metier i sådan en grad, at tjekket texmex i sig selv er blevet synonym med Burns og Convertino.

Seks album inde i karrieren begynder kedsommeligheden imidlertid også at melde sig. Calexico kan deres shit – men kan de andet end det? Nu har de i 10 år spillet akustiske sange flankeret af en hær af underspillende mariachier og tekster om at fare vild (sådan rent eksistentielt, du ved) mellem Tucson og Ingenting, og ‘Carried To Dust’ er i bedste fald en nogenlunde værdig gentagelse af tidligere tiders præstationer. Men hvor især danske americana-musikere desperat jagter denne ægte følelse af støv, stegende hede og ørkenens ubarmhjertighed, er Calexico stadig langt overlegne. Jo, Burns og Convertino har lavet denne plade adskillige gange tidligere, men til gengæld er der ingen, der kan lave den bedre end dem. Uanset hvor mange gange de gør det.