TV on the Radio

Det er på mange måder et sælsomt, nærmest skizofrent album, TV on the Radio har begået. På den ene side byder den amerikanske artrock-gruppes seneste opus på nogle af de mest tilgængelige toner fra den kant. Og på den anden side fortaber femkløveret sig fortsat gerne i svimlende studietekniske raffinementer, som den gennemsnitlige radiolytter med statsgaranti vil himle over.

Ligesom på de succesfulde forgængere, ‘Desperate Youth, Blood Thirsty Babes’ fra 2004 og ‘Return to Cookie Mountain’ fra 2006, hvirvler de musikalske byggeklodser fortsat om ørene på den uforberedte lytter. Det ene øjeblik trakteres man med en malende mur af synth- og guitarsus blødt op af abrupte rytmer og håndklap på åbningsnummeret ‘Halfway Home’, inden man i næste nu lokkes i rytmisk fordærv på den ulmende funky ‘Crying’, hvor forsanger Tunde Adebimpe brillerer med sin særegne, croonende falsetsang. ‘Dancing Choose’ veksler effektivt mellem et rastløst, hektisk hakkende vers og et forløsende, harmonidyrkende omkvæd, mens skingre saxofoner skaber bølgegang i baggrunden. Og så er ‘Love Dog’ i al sin simple og sitrende enkelthed et af dette pladeårs foreløbig mest overbevisende livtag med den gode gamle ballade-genre.

‘Dear Science,’ er kort sagt et mangehovedet og monstrøst album, der kræver både nygerrighed, tålmodighed og velvilje af sin lytter. Men samtidig også et forfriskende ambitiøst bud på et postmoderne soulalbum, et muteret kammerpopalbum – eller hvilket kulørt mærkat, man vælger at klistre på albummet.