Volbeat

Vi er nået til 3. del af den efterhånden ret eventyrlige historie om Volbeat, det lille rock’n’roll-band, der kunne meget mere, end man skulle tro. Og at dømme efter ‘Guitar Gangsters and Cadillac Blood’, så er de langt fra færdige med at overraske os endnu.

Det der slår én, når man hører albummet, er, hvor klassisk dygtig en sangskriver Michael Poulsen efterhånden har udviklet sig til. Der er en sikkerhed og et mod i mange af kompositionerne, der vidner om et talent i fuld udfoldelse, og selvom der nok skal være nogle få medlemmer af metalpolitiet, der vil rynke på næsen af Volbeats stigende fokus på melodiske elementer, så er det en fryd at høre, hvor meget gruppen vil, kan og tør på ‘Guitar Gangsters and Cadillac Blood’.

Kvartettens efterhånden næsten ikoniske ‘gadagungende’ signatur-groove finder igen nye variationer, mens de, med overraskende stor succes, også blander nye elementer i cocktailen. Det gælder både detaljer såsom en langt større brug af kor og flere lag i produktionen, til deciderede eksperimenter med alt fra backbeat-elementer på ‘Still Counting’ til stryger-arrangementer og en klar gospelindflydelse på ‘Light a Way’.
Utroligt nok knækker Volbeat aldrig halsen på satsningerne, der står som nogle af albummets bedste numre.

Kvartettens potentielle akilleshæl ligger ikke i ambitionerne men tværtimod, når de bliver lidt for trivielle og leflende som i den gyselige, pop-punkede ‘Back to Prom’. Men det er heldigvis en enlig smutter på et album, der med lidt held kan åbne døren til det forjættede Amerika, og som i Danmark nok én gang for alle vil forvandle Volbeat fra metalband med folkelig appel til rendyrket folkeeje, som vi ikke har set det siden D-A-D. Og ved du hvad? De har sgu fortjent det.

Volbeat. 'Guitar Gangsters and Cadillac Blood'. Album. Mascot/Target.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af