Cranes

Når et nyt album efter fire års pause fortsætter lige der, hvor bandet slap på sidste udgivelse, er det nemt at klandre det for at sidde fast i samme rille. Men for et modent band som Cranes, der i deres snart 20 års eksistens er gået fra at være et hårdtslående gotisk rockband til at være en enestående genrehybrid, virker det nærmere som om, de på deres niende studiealbum netop har fundet deres udtryk i det roligt sfæriske og harmoniske – et udtryk, der får det bedste frem i bandet.

Portsmouth-bandets særkende har altid været parløbet mellem søskendeparret Alison og Jim Shaw. Alisons karakteristiske og dragende lillepigevokal er den perfekte stemme til at fremføre Jims stemningsfulde kompositioner.

Melodierne er afdæmpede og tilsyneladende simple, men under overfladens enkelthed gemmer der sig en særegen majestætisk skønhed. Jim Shaws guitarspil bærer for det meste melodierne, og pakket ind i de elektronisk genererede harmonier danner musikken organiske klange, der er lige så smukke og dragende som en afrikansk solnedgang.

Fra at have kigget ud i universet på 2004-udgivelsen ‘Particles and Waves’ spiller de fire elementer nu en stor rolle i dannelsen af teksturer og strukturer i albummets fascinerende mikrounivers. Cranes belønner den tålmodige lytter med en særegen og smuk oplevelse ved at isolere enkeltelementer og fordybe sig i dem.