Eagles of Death Metal
Når et band fødes som sideprojekt til en mastodont som Queens of the Stone Age, skulle man regne med at en vis ydmyghed for ophavet ville være på sin plads. Den uskrevne regel skider Jesse ‘The Devil’ Hughes på. Sammen med den rødhårede kæmpe fra stenalderdronningernes hof, Josh Homme, forsøger han nu for tredje gang at udklassere alt og alle i musikkens mest hedonistiske discipliner.
Eagles of Death Metal er lyden af to alfa-hanner, der holder rock’n’rollens indre dyr i stram dressur, og som ikke er bange for at vise bæstet, hvem der har bukserne på. Det er åndssvage macho-attituder multipliceret med sig selv, med et yderst fjollet, næsten homoerotisk facit til følge. Men det er også klassiske rockdyder, nedskrællet til det absolutte minimum, og tunet så T.Hansen og AC/DC i fællesskab bør vogte sig.
Lyder al denne mandehørm skræmmende? Frygt ej! Jesse forstår, hvordan man behandler en (eller flere) kvinde(r), og viser på ‘Now I’m A Fool’ endda følsomme sider bag Ray-Bans’ene og overskægget. På ‘Secret Plans’ og ‘Anything ‘Cept the Truth’ banker pophjertet fra coveret hurtigere end nogensinde, og ‘Tight Pants’ er en soulet dansegulvserobring fra en køter, der ellers burde være for gammel til at lære nye tricks.
Homme er denne gang kyndig bagsædepassager, hvor Hughes til gengæld for alvor træder i rampelyset som ultrakarismatisk frontmand. Helheden er så overbevisende, at der ikke bør herske nogen tvivl: Blot struben, udvis total hengivenhed og lad djævlen klø dig på mavsen.