Mimas

Der er efterhånden opbygget solide forventninger til debutalbummet fra danske Mimas. Og dem imødegår bandet med et momentvis mindeværdigt, men også forudsigeligt album, som ikke formår at holde den storladne postrock og de lange instrumentale passager fra at gå i tomgang.

Som en søvngænger, der flimrer med øjnene og langsomt vågner op, starter åbningsnummeret ‘Treehouse’ helt nede i tempo. Snævar Albertssons glasklare vokal leder lytteren ind i hvirvlende spiraler af langsomt opbygget, blid støj. På de fleste numre er opskriften den samme. En træg, næsten afventende opbygning til et tidligt klimaks, så et opbrud, hvor numrene næsten går i stå, og derefter en opblusning til et langt instrumentalstykke, der strækker sig mod himlen.

Det århusianske orkester skaber en sart postrock, der naturligt nok trækker på inspiration fra Mogwai og i særdeleshed sjælefrænderne i islandske Sigur Rós, men som i sig selv er fint flyvefærdig. Mens de enkelte numre udvikler sig hver for sig i opbrudte strukturer, fungerer hele albummet som et fint sammenhængende værk, hvor numrene ikke er umiddelbart adskillelige.

Det betyder til gengæld også, at ‘The Worries’ kræver tålmodighed af sin lytter. Ikke mindst for at lade lydfladen, som udnyttes til fulde, vokse sig ind på én. Ved siden af guitarernes og trommernes ret forudsigelige dynamik spirer mangfoldigheden. En forsigtig trompet, fjerne børnestemmer og raslende percussion, der glider ind foran lydbilledet og forsvinder igen. Pirrende detaljer, men som album bliver det efterhånden trættende. De lovede kuldegysninger udebliver. En veludført stiløvelse, men heller ikke meget mere.