of Montreal

Jeg ville bælle lambrusco og danse rundt i underhylere, hvis jeg ikke skulle sidde ned og skrive denne anmeldelse. Ud af højtalerne pumper det nyeste album fra det amerikanske band of Montreal, og det er stort set umuligt at sidde stille.

Sådan er det faktisk ved hver ny udgivelse fra Kevin Barnes & co. Sådan var det, da bandet udgav debutpladen ‘Cherry Peel’, sådan var det, da det udgav gennembrudsalbummet ‘Satanic Panic in the Attic’, og sådan er det på det nyeste udspil, ‘Skeletal Lamping’, som ikke lader forgængerne noget efter. Som altid er numrene groovy og cheesy, som altid er bassen langt fremme i lydbilledet, og som altid er musikken noget af det mest festlige fra den alternative musikverden. Indiepop, powerpop eller bare ren power er måske det nærmeste, man kommer en genrebeskrivelse af of Montreal, men det er pop uden at være poppet. De dissonante guitarer, alvorstunge tekster og skæve kompositioner (numrene varer mellem halvandet og syv minutter) giver de glade og poppede melodier modspil, så musikken fremstår alt andet end konventionel.

of Montreal kan popmusikkens ABC på fingerspidserne men holder sig fra de traditionelle A-, B- og C-stykker, og har udgivet endnu en skæring med det fineste inden for indiepoppen.