Ben Folds

‘Sad-but-funny’, Elton John-inspireret pianopop er, hvad det bliver til på den amerikanske multiinstrumentalist Ben Folds tredje soloudgivelse. Med en omgang forliste forhold og en portion mislykket humor i bagagen spiller Folds sig gennem albummet efter opløsningen af Ben Folds Five. Klaveret er som altid det bærende instrument, og Folds er da også virtuos på tangenterne. Men ekvilibrismen kommer til at overskygge det egentlige ærinde: Melodien.

Det svinger i momenter ganske glimrende, men det bliver lidt for lækkert, og som lytter bliver man i tvivl om, om manden virkelig har noget på hjerte. Men man må give Folds, at han faktisk har øre for den gode melodi, som ‘The Frown Song’ er et glimrende eksempel på. På ‘Cologne’ viser den amerikanske pianist ligeledes flotte balladetakter, men det ødelægges af den smertefuldt banale tekst. Eller skæringen ‘Free Coffee’ hvor følgende tekstuddrag er fra: »And they gave me some food and they didn’t charge me / and they gave me some coffee / but they didn’t charge me/ And when I was broke / I needed it more / And now that I’m rich / I get free coffee«.

Men der er noget forlorent og næsten selvudslettende over at vitse sig vej gennem et helt album. Man savner fornemmelsen af, at det har kostet Folds blod, sved og tårer at få udgivelsen ud af systemet. Det eneste, man mærker, er ekvilibrisme og ironi.