Fat Freddys Drop – solskin på en søndag

Søndag aften indtog Fat Freddys Drop Store Vega for første gang, og selvom dagen var grå, blæsende og kedelig, så skinnede solen denne aften ekstra meget på det new zealandske band og de mange fremmødte fans. Fra åbningsnummeret ‘The Raft’ til ekstranummeret ‘Midnight Marauders’ havde de publikum i deres hule hånd, og det var derfor ærgerligt, at en aften i så godt et selskab sluttede alt for hurtigt.

Det blev ikke til så mange numre fra albummet ‘Based on a True Story’, der gav dem deres internationale gennembrud, i stedet blev vi introduceret for en del nyt materiale fra deres kommende album. Et vovet træk der dog viste sig at være aftenens bedste, da flere af deres nye numre, som blandt andet ‘Pull the Catch’ var blandt koncertens højdepunkter. Med helt nyt materiale i baghånden slog de nemlig i overlegen stil fast, hvor godt bandet fungerer som en enhed, for selvom sangene stor set ikke er blevet spillet for et publikum endnu, så smittede deres rolige samarbejde og høje humør af alligevel.

Bandets utrolig fængede kombination af dub, soul, jazz og pop, der krydres med positive budskaber om drømme, fred og håb, var lige det skud medicin, den propfyldte sal havde ventet på. Den begyndende vinterdepression fik derfor et ordentligt tilbageslag denne søndag aften, hvor de caribiske rytmer, forførende hornsektion og sjælfyldte sang førte ens tanker til mere eksotiske omgivelser.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af