Le Fiasko

Dette burde være årets bedste danske album. I hvert fald indeholder debuten fra danske Le Fiasko nogle af de bedste musikere, nogle af de bedste ideer og nogle af de bedste numre, men de tre ting er åbenbart ikke helt nok.

Le Fiasko er et kollektiv bestående af musikere fra Under Byen og Atoi med cellisten Cæcilie Trier (Choir of Young Believers og Jong Pang) og Andreas Pallisgård (tidligere Sidste Ambulance) i spidsen. Med et lydbillede der strækker sig fra symfoni til støj over cello og elektrisk guitar, befinder Le Fiasko sig i familien af hymniske og alternative rockbands sammen med blandt andre Efterklang og Slaraffenland.

Debuten er flot og farlig som en spadseretur gennem en løvskov efter en atomkrig, professionel som et konservatorium og charmerende som en gammel sæbekassebil. Men i momenter er albummet også kedeligt. Som at se Kieslowski i slowmotion, hvor man har på fornemmelsen, at man er vidne til stor kunst, men undrer sig over, om god kunst behøver at være så langtrukkent.

Og det er problemet på et af årets ellers bedste danske album: Hullerne mellem ellers suveræne numre som blandt andre ‘Barefoot’, ‘Ships Goes Down’ og ‘Canapés on Cocktail Sticks’ er fyldt ud med… fyld.