Fennesz

Det har været fire lange år for Christian Fennesz’ dedikerede fanskare. Østrigeren har haft travlt med blandt andet at lave filmmusik, turnere med Mike Patton og med samarbejdet med stjernekomponisten Ryuchi Sakamoto, men et soloalbum er det ikke blevet til siden ‘Venice’ fra 2004. Et album der vakte glæde hos kritikere og fans verden over, selvom det ikke levede helt op til nyklassikeren ‘Endless Summer’ fra 2001.

Endelig er forløsningen klar og holder man af den slags lag-på-lag-ambient, som for længst er blevet Fennesz’ varemærke, kan man roligt gå på musikindkøb. Man får ikke flere af de lyse, melodiske numre, som kendetegnede ‘Endless Summer’, og som mange sikkert havde håbet på. Fennesz lader som sædvanligt mere eller mindre bearbejdede guitarakkorder glide ind og ud mellem såvel hinanden som mellem hvid støj og computerskabte lyde, men som på ‘Venice’ foregår det på ‘Black Sea’ i et mørkere og mere indadvendt lydbillede.

Vi har såmænd hørt det hele masser af gange. Kopisterne har unægtelig været en konsekvens af Fennesz’ stjernestatus, men med ‘Black Sea’ sætter han dem allesammen på plads med et lydbillede, der er rigere end nogensinde i Fennesz-diskografien, og med et helstøbt album stort set blottet for svage passager. Det er ikke det unikke værk, ‘Endless Summer’ var, men det er ikke desto mindre et fremragende på ekvilibristisk producerkunst anno 2008.