Howl Baby Howl

1 + 1 = 2. 1-2-3-4 = rock’n’roll. Læg de to ting sammen, gang hele lortet med små 30 minutter og steg det så i godt med røvfedt!

Nej, man behøver absolut ikke en højere matematisk eksamen for at kunne gennemskue opbygningen af danske Howl Baby Howls debut. Duokonstellationen med Jeppe Brix på guitar og Silas Tinglef på trommer er ærkeklassisk. Man skal næsten heller ikke engang antyde slægtskabet med The White Stripes, The Black Keys og svenske Johnossi, før man også ved, hvor de står musikalsk.

Dette er ikke poesi. Det er hårdtarbejdende, prunkløs savskærerprosa, sveden smadderblues og drøje, enkle øksehug fra den seksstrengede. Den usofistikerede råhed bliver i sidste ende både fordel og ulempe. For de få greb, som lyden krydres med, er alle hørt før. Distortion på vokalen, distortion på mundharpen, og det hele kammer næsten over, når drengene på ‘Afraid of Guitars’ meta-ironisk spørger om, hvad lytteren frygter mest: Sangen eller bare guitarerne?

Det er dermed uoriginalitet og ikke dårligt håndværk, som tackler de to træmænd i slutspurten ned mod målstregen og koster topkaraktererne. Men det er ligegodt svært at stå fast i den tornado af støv og komøg, som de sparker op med ‘Carolina’, ‘Ain’t My Problem’ og ‘Calmer Than You Are’. Det redder albummet fra at ligge med røven i middelmådighedens vandskorpe, og rådet må derfor være, at gutterne næste gang stamper endnu hårdere i jorden!