Take That

»Take That and party!« lød parolen fra fem unge fyre for mere end ti år siden. Og der blev festet til den helt store guldmedalje på Take Thats tre album fra 1992-95. Pludselig stoppede det dog med gruppens opløsning og en strømflod af tårer fra sønderknuste teenage-piger. Men de var faktisk også ret gode de fem boys fra Manchester, fordi de ikke var lige så opstyltede som de dansende dukker, der fulgte i kølvandet, som East17, 5ive og Boyzone.

Selvom fem blev til fire fandt gruppen i 2006 sammen igen og skabte først ‘Beautiful World’ og nu ‘The Circus’, som først og fremmest er et poprock-album sammenlignet med gruppens første, danseorienterede plader. Nu er drengene jo også blevet til herrer, og det viser sig i moden sangskrivning med et roligt og behersket overskud. De fleste sange betegnes bedst som ballader, men på albummets første halvdel er der noget mere ramasjang. Blandt andet i den vellykkede åbner ‘The Garden’, hvor der bygges langsomt op til et bombastisk og pompøst strygercrescendo.

Førstesinglen ‘Greatest Day’ minder med sit insisterende klavertema om Keane, og der er uden tvivl også blevet skelet til Coldplays mere ambitiøse numre. Desværre virker det som om, at Take That partout kæder ambitiøse arrangementer sammen med brug af strygere. Alt for mange sange er sovset ind i slibrige strygertemaer, og derfor kommer den gode sangskrivning ikke til sin ret. Derfor bliver cirkusoplevelsen lidt skuffende, for der mangler en klovn til at lave lidt ravage i det hele.