Franz Ferdinand

Det var som i filmens verden. Etteren var fremragende, mens toeren var mere fesen. Skotske Franz Ferdinand fik deres gennembrud for præcis fem år siden, i januar 2004, hvor de hærgede hitlisterne anført af den suveræne single ‘Take Me Out’. Alex Kapranos & co. tog kegler med deres postpunkede, Josef K-inspirerede danserock og kæphøje coolness. Det var friskt, og det var forrygende. Opfølgeren blev udsendt året efter, men ‘You Could Have It So Much Better’ kunne netop have været meget bedre, end den var.

Nu er Franz Ferdinand tilbage, og de lyder som sig selv – til gengæld lyder de ikke længere særligt friske eller forrygende. Denne gang bliver flere af Nick McCarthys guitarriffs overdøvet af synths, hvilket giver et mere electrorocket, men også mere uhomogent udtryk. Selvom sange som ‘Ulysses’ og ‘Live Alone’ fungerer fint, så virker de elektroniske elementer unaturligt påklistrede snarere end som en naturlig del af helheden.

Sangene er fyldt med hooks, man næsten ikke kan undgå at vride hofterne til, og omkvæd, man ikke kan undgå at skråle med på. Men det er samtidig næsten for nemt, så det på den ene side er iørefaldende og på den anden side øretæveindbydende. Glasgow-gutterne er til tider blevet helt diskofile a la Blurs ‘Girls & Boys’, og de gør deres bedste for at være småfunky og småsexede men appellerer ikke til meget mere end små hop på stedet. ‘Tonight: Franz Ferdinand’ kan måske nok underholde en enkelt aften eller to, men det er så som så med holdbarheden dagen derpå.