Kellermensch

Grænselandet mellem melankoli og indestængt vrede er efterhånden blevet ganske godt kortlagt, nogen vil måske endda sige overtrampet, af rockmusikere i alle former og afskygninger. Derfor er det så meget mere imponerende, at Kellermensch ikke alene formår at finde små uopdagede stykker land, gemt væk i skumle, beskidte sidegader bag de farvestrålende turistfælder, men endda også får givet besøget så meget personlighed, at hele landskabet virker til at blive farvet i den esbjergensiske kvartets helt egen sepia-tone.

Med en skramlet og modbydeligt tung grundstemning, der låner lige så meget fra Tom Waits’ og Kaizers Orkestras sort-romantiske kabaretrock som fra dystre, progressive rockbands som Tool og Neurosis, åbnes døren til et univers, der stinker af desperation, malaise, isolation og det lille glimt af håb, man klynger sig til, lige før tingene falder helt fra hinanden. Kompositionerne er kompetente, men det, der virkelig løfter Kellermensch op over mængden, er arrangementerne og den, i hvert fald på dansk jord, helt unikke æstetik, gruppen får indhyllet albummet i.

Specielt kontrasten mellem tungsindig spændthed og katarsiske energiudladninger – helt konkret illustreret i Kellermenschs vekslen mellem melodisk vokal og en mergelgrav af et primalskrig, som ville få Tom Waits til at nikke anerkendende – er fabelagtig, og albummet har den her udefinerbare kvalitet, der gør, at det føles som udpluk fra en hel og levende verden. En underverden som jeg glæder mig til at høre flere historier fra.