Buraka Som Sistema

Kuduro betyder ‘hård røv’ på portugisisk. Og det er også bare med at spænde balderne, når bassen fra Angola sliber dansegulvets numser, til de skinner som de pureste, svedige diamanter.

Ligesom brasiliansk baile funk er kuduro-stilen en del af det, man kan kalde en global ghettotech. Lige dele hiphop og electro, et stænk Miami bass og en aggressivt sexet attitude giver musikken international, kropslig appel men samtidig bibeholdes et lokalt særpræg, som overlever rejsen over Atlanten.

Buraka Som Sistema er den mest markante repræsentant for kuduro og nikker både mod Europas klubscener og mod Afrika med eksempelvis angolanske karnevalsrytmer og vestafrikansk guitar. Gruppen er baseret i Lissabon, hvor de tre producere er fra, mens MC Kalaf er fra Angola, og brasilianske funkstjerner som Deize Tigrona gæster gruppens debutalbum, hvilket gør ‘Black Diamond’ til lidt af en musikalsk trekantshandel.

Buraka Som Sistema er et fornemt eksempel på den internet- og laptopdrevne musikalske globalisering, som blandt andre M.I.A har gjort til hitlistemateriale. Den engelsk/srilankanske sangerinde medvirker selv på den formidable ‘Sound of Kuduro’, hvor hun ganske vist får baghjul af den kvindelige rapper Saborosa.

Buraka mænger sig i gæstevokalister, der bortset fra den britiske grimerapper Kano på ‘Skank & Move’, hører til de mere højtråbende af slagsen. De fleste fungerer, og selv om albummet undervejs bliver en anelse ensformigt, er ‘Black Diamond’ både berigende og original verdensmusik – i bogstaveligste forstand.

Buraka Som Sistema. 'Black Diamond'. Album. Enchufada/Fabric/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af