The Broken Beats

»These are the rules you can follow or break,« synger Kim Munk på åbningsnummeret ‘The Rules’ efterfulgt af den mest corny saxofon-solo hørt på denne side af Lionel Richie. Så er stilen ligesom lagt. Kim Munk og resten af The Broken Beats har på efterfølgeren til den efterhånden tre år gamle ‘In the Ruin For the Perfect’ fortsat ingen fine fornemmelser. Og tak for det.

Man imponeres over bandets evne til at få så overlæsset og barokt et popnummer som ‘The Rules’ til at fremstå aldeles flyvefærdigt. Nummeret er en hæsblæsende tour de force i symfonisk popmusik, som stinker langt væk af radiohit. ‘Easily’ er et andet eksempel på, hvordan bandet formår at støbe sært tiltalende popmusik ud af nogle højst usædvanlige virkemidler. Verset drives frem af en tung og chunky synthbas med klassiske strygere på toppen, mens en slideguitar gyder olie på vandene i det elegant forløste omkvæd. Det er ukonventionelt, men det fungerer fandme.

Udover de opfindsomme arrangementer ligger The Broken Beats’ store styrke fortsat i Kim Munks fornemme sans for gode melodier. Og dem er der rigtig mange af på nærværende udgivelse. Ikke alle popkabalerne går dog op i sidste ende. En to minutter lang akustisk guitarsolo på ‘Enemies Turn to Stone’ er måske lige i overkanten. Men det er småting på et album, der cementerer The Broken Beats’ status som et af Danmarks mest spændende og særegne poporkestre.