Franz Ferdinand – hitparade uden progression
Hvis man ligesom jeg har sløset lidt med løbeturene henover vinteren, var der fredag aften alle tiders mulighed for en gang aftenmotion, da Franz Ferdinand spillede op til hop på stedet.
Et udsolgt Store Vega havde tiltrukket et blandet klientel af duller og bøller, mænd og koner, der kunne begynde deres fælles workout til tonerne af Glasgow-gruppens ‘Do You Want to’.
Som altid blev numrene, der fordelte sig nogenlunde jævnt på kvartettens tre album, leveret særdeles stramt og med en velsyngende Alex Kapranos i front. Aftenens første højdepunkt var ikke overraskende monsterhittet ‘Take Me Out’, der med sit udødelige guitarriff fik salen helt i kog. Alligevel var det svært at slippe fornemmelsen af at være kommet tre-fire år for sent til en fest, for der er altså ikke sket de store revolutioner i bandets udtryk, siden de næsten definerede en genre med debutalbummet. Det betød, at koncerten blev en hitparade uden progression, og det ville sandsynligvis ikke have ændret oplevelsen synderligt, hvis setlisten var blevet spillet bagfra.
Man var således ved at være mættet, da ekstranumrene blev sat i gang, men det fik den solide ‘Lucid Dreams’ fra skotternes seneste, mere elektronisk funderede album lavet om på. Her fik man endelig et åndehul fra guitarlyden, først med Kapranos i rollen som pastor med det simple budskab »ah-ah yeah« i skøn forening med publikum, og siden med nummerets yderst effektfulde synthinferno der blev tilsat psykedeliske billeder af salen.
Franz Ferdinand sluttede af med ordene »This city is out of control / I’m going to burn this city«, og da jeg efter koncerten blev overhalet af en brandbil på H.C. Ørstedsvej, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om nogen havde taget opfordringen til sig. Imens fortsatte Kapranos og co. aftenen på Vega Natklub, hvor nye masser stod klar til at flytte fødderne.
