Jeremy Jay

Det er ikke ligefrem årtiets mest fremsynede og originale album, amerikanske Jeremy Jay har smidt på gaden. For der bliver stjålet med både arme, ben og andre lemmer fra fortidens koryfæer, og når de sidste toner er løbet ud på Jays andet album ‘Slow Dance’, føles det, som om man har overværet Bowie, Bryan Ferry, ja, måske endda ABBA og OMD, dele ud af deres musikalske erfaringer en sen tilrøget nattetime på en mørklagt pub.

Enkle guitarriffs ligger bunden, en kitschet 80’er-synth skubber melodien i gang, alt imens Jeremy spytter lidt lyrik, stønner »yeah« og gentager sig selv et par gange eller ti. »We are slow slow slow slow slow slow slow slow slow slow dancing«, lyder det blandt andet dybsindigt på titelnummeret, mens der et andet sted bliver sunget »Tear drop dop drop drop drop drop, tear drop drop drop drop drop drop«.

Det lyder måske ikke umiddelbart fristende, men det er faktisk slet ikke værst. For selvom det er uoriginalt, formår Jeremy alligevel at sparke personlighed ind i det. Og man kunne nærmest kalde ham for en ‘old school Girl Talk’, der låner og klipper, tager og spinder sig frem mellem eksisterende materiale og på den måde gør det til sit eget. I længden bliver det dog lidt for meget af det gode, og i modsætning til supersampleren mister Jeremy Jay, såvel som lytteren, lidt pusten i de mange fortidshymner.