Pete Doherty

Jeg gad godt vide, om nærværende album var blevet anmeldt endsige omtalt, havde det ikke været fordi, manden bag de 12 gennemsnitlige kompositioner var den forhutlede eks-libertiner og eks-junkie Pete Doherty.

Ikke fordi der er nogen deciderede dårlige numre på Dohertys første soloudspil med den poetiske titel ‘Grace/Wastelands’, men mere fordi der heller ikke rigtig er nogen særligt gode.

Når man nu ved, at Doherty kan skrive vidunderligt kaotiske og iørefaldende rock- og popsange bedre end de fleste, er det altså ikke særlig interessant, når han pludselig disker op med småkedelig mellemvare, der får selv Tim Christensen til at fremstå som en utilregnelig fætter. Den sløsede charme og det flabede overskud, der tidligere kendetegnede en udgivelse fra Dohertys hånd, er nemlig pist væk på ‘Grace/Wastelands’, der er et overraskende sammenhængende, men også ret intetsigende værk.

Alligevel kan man ikke klandre Doherty for ikke at forsøge at overrumple sin lytter. Førstesinglen ‘Last of the English Roses’ lyder med sit dunkende digitale beat som Gorillaz, mens ‘Sweet by and by’ spoler tiden tilbage til 1930’ernes big band-jazz med en croonende og egentlig ret velsyngende Doherty i sjælden hopla. Det er de mere kuriøse indslag som disse, der fungerer bedst på et album, der ellers er præget af en alt for traditionel og uinspireret sangskrivning. Pete Doherty har tilsyneladende fået lidt styr på sit liv igen, men hans musik er desværre kedeligere end nogensinde.