The Prodigy – vi ville have mere
For over ti år siden var The Prodigy synonym med at feste, til du ikke kunne stå op længere. Og numre som ‘Voodoo People’ og ‘Breathe’ fik for alvor rykket den elektroniske genre ind på dansegulvet til enhver fest, hvor det hele drejede sig om at fyre den af. Det er mange år siden efterhånden, og The Prodigy har ikke nær den samme fascination som tidligere. Men med et udmærket nyt album frisk fra tryk var der ligesom lagt op til, at nu skulle den fyres af som i gamle dage. Så langt, så godt.
Størstedelen af bandets set bestod også af nyt materiale og numre fra perioden omkring midt-90’erne, hvor bandet havde sin kunstneriske og karrieremæssige storhedstid. Musikken er der ikke noget i vejen med. Dybe basgange og trommer, der går lige i mellemgulvet, er en sikker vinder. Og for Prodigys vedkommende pressede de anlægget i Den Grå Hal til det maksimale. Dog med mere volumen end reelt musikalsk indhold.
Det er nu heller ikke så troværdigt, når den snart 40-årige Keith Flint danser rundt i en hvid undertrøje, der knapt skjuler magelighedens præg på kroppen. Og efter en times energiudladning valgte briterne at kalde det en tidlig nat på et tidspunkt, hvor festen ellers kun lige var ved at starte. Det var godt nok. Vi ville bare gerne have haft lidt mere.
