The Setting Son
The Setting Son albumdebuterede for halvandet år siden med en håndfuld veldrejede 60’er-psychpoppede sange uden helt at få den fortjente opmærksomhed. Forårets komme i år bebuder også deres anden chance.
Guf Lorenzen (Baby Woodrose) har igen produceret og ageret mentor for projektet, og toeren er da også essentielt mere fra samme skuffe. Men The Setting Son er i mellemtiden koaguleret til et regulært band, nu med tre ud af fem medlemmer hentet fra The Aims oprindelige bemanding, og frontmand Sebastian T. W. Kristiansen er modnet som sangskriver.
Det mærkes med et nummer som ‘Obsession’. Hang til repetition og trummerum erstattes her af klassiske pophooks og redder prisen hjem som den mest catchy sang fra hans hånd til dato. En oplagt sommersingle som fortjener decideret landeplagestatus. ‘Girl of Sorrow’ og ‘Demons in My Head’ er melankolske åndehuller, hvor afslappede twang-toner fra Adam Olssons surfguitar stryger lytteren blidt over ørerne.
Lyrikken er desværre fortsat lovlig todimensionel. Titelnummeret må fremhæves som lidt af en udflugt, der henter inspiration fra rydningen af Ungdomshuset. Man kan faktisk drage direkte paralleller til ‘Chasing Rainbows’ fra Baby Woodroses seneste album af samme navn. Æblet falder ikke langt fra stammen, fristes man til at sige, men udover det luftes lidt for mange af Kristiansens sædvanlige hjerte/smerte-bagateller. Sammen med hans utrænede og kvækkende nasale sangstemme sætter det en stopper for karakterens himmelflugt. Den positive udvikling bør dog ikke gå upåagtet hen, og helheden er absolut også mere end godkendt.