Eels

Hvis du vil skabe splid til en fest blandt musikelskere, skal du bare bringe Eels – alias amerikanske Mark Oliver Everett også kendt som E – på banen, og lejren vil splitte sig imellem dem, der mener han er et urivaliseret sangskrivergeni, og dem, der synes han er en overvurderet charlatan.

For mange blev E et ikon for Generation X og postmodernismen baseret på en humoristisk ‘anything goes’-attitude, på trods af at Eels uovertrufne stund ‘Electro-Shock Blues’ var en galgenhumoristisk, men også dybt indfølt skildring af dødsfald og sygdom i familien.

Eels første album i fire år ‘Hombre Lobo’ er et tema-album om desperation. På ‘That Look You Give That Guy’ ønsker den ensomme ulv, at de ømme øjne rettes mod ham. Det er en ret god lille hymne, men på ‘Hombre Lobo’ har Eels valgt en dum strategi med at insistere på at spille gumpetung bluesboogie-rock som på ‘Prizefighter’ og ‘Tremendous Dynamite’, hvis ærinde ellers er at vinde hjerter. På ‘Beginner’s Luck’ lykkes E sågar med den næsten umulige opgave at få rytmekompositionen fra The Supremes’ ‘You Can’t Hurry Love’ til at lyde dorsk. Det er ikke just charmerende.

Visheden, om hvor godt Eels kom fra start, gør dette sjette udspil så meget desto mere frustrerende. Eels har faktisk ikke begået et hæderligt album siden ‘Daisies of the Galaxy’ fra 2000. Og det er ved at være ret længe siden.