Jon Hopkins

En del gæster til de seneste Coldplay-koncerter har sikkert fået fadøllen galt i halsen, før de millionsælgende poprockere kunne starte fest og fællessang. Aftenen bød nemlig først på Coldplay-produceren Jon Hopkins, som var sat til at varme publikum i de enorme sportshaller og stadioner op med sin instrumentale elektroniske musik.

Det er modigt og sympatisk af et band af Coldplays størrelse at bede en stort set ukendt klassisk uddannet elektronisk musiker være medproducer på et mastodontværk som ‘Viva La Vida’ og warm-up act på den efterfølgende verdensturné, men det er faktisk ikke svært at høre, hvad det var ved Jon Hopkins, de faldt for. Især hans bløde keyboard- og klaverbaserede electronica som ‘Light Through the Veins’ og ‘Small Memory’ nærmer sig Coldplays univers og nærmest skriger på et vokalt bidrag fra Chris Martin. Men uden netop stemme og stærkere melodier virker disse numre bare som optakten på noget, der aldrig rigtigt starter. Og forsvinder derpå i den store kasse af køn, men uendelig ligegyldig baggrundsstøj.

Hopkins er bedst, når han slipper tøjlerne en anelse og eksperimenterer med beats i IDM-agtige numre som titeltracket og ‘Colour Eye’. Men igen har det hele et skær af velfriseret pænhed over sig. Alt er hørt utallige gange før, bare bedre. Og som svar på spørgsmålet om, hvorfor man egentlig skal bruge tiden på Jon Hopkins’ soloudskejelser, står der blot et stort tomrum.