The Late Parade
Som et blafrende stearinlys på et ensomt loftskammer. Så på én gang patosfyldt og poetisk afmålt fremstår The Late Parades første fuldlængde. Og hvis der stadig er en rest af logik i den moderne musikelskers forbrugsmønstre, skal albummet nok få adskillige afspilninger på teenageværelser i det ganske land. Rent musikalsk er den danske indierock-kvintet nemlig lige så skræddersyet til Barometer-segmentet som en Stille-t-shirt.
Den konspiratoriske markedsanalyse er dog hurtigt glemt, når først musikken spiller. For ganske vist kan man uden problemer placere gruppen i den musikalske Minerva-model ved siden af hjemlige navne som The Kissaway Trail, Lampshade og tidlig Mew, der alle fermt veksler mellem sarte passager og følelsesforløsende omkvædsbrus. Men stadigvæk må man give The Late Parade, at de på debutalbummet knokler indædt for at finde deres eget ståsted.
Et stykke ad vejen lykkes missionen i kraft af de dynamiske sangskrivningsdyder – nænsomt vejledt af producer Ebbe Frejs (Epo-555) kyndige hånd – eksempelvis på den melodisk medrivende indiebasker ‘Snowdrops’, det tindrende højstemte patosdrøn ‘Jaguar’ og den afdæmpede ‘Kingfisher’.
Til gengæld er forsanger Rune Vigils imponerende hulbrystede falset uden tvivl en smagssag. I afmålte doser finder denne signatur den svimlende og dragende, men over 11 numre fiser luften lidt ud af ballonen. Og på samme måde rækker sangmaterialet på ‘In Chase of Red Beads’ desværre ikke til at holde interessen fanget hele vejen igennem, ligesom man ikke undgår en vis følelsesforstoppelse undervejs.