Busta Rhymes

Som genre har hiphop ændret udtryk masser af gange i løbet af dens 30 år lange levetid. Men visse ting står åbenbart ikke til at ændre. Nemlig den uheldige og uudholdelige tendens til at lave album, hvor vægten er lagt på form og fyld frem for indhold og integritet. Og en af synderegisterets gengangere er Busta Rhymes.

Tidligere har den speed-rappende newyorker dog formået at holde skindet på næsen ved at lave en håndfuld mindeværdige numre, som både har kunnet please kassereren, klubben og crowden. Men formbarometeret har aldrig for alvor slået ud og med rapperens ottende album fortsætter formkurven nedad.

‘Back on My B.S.’ er præcis lige så forudsigelig, som man kunne frygte. Det kan godt være, at indpakningen skinner med en stjerneparade af producere og gæsteoptrædener, men ingen af dem – eller Busta Rhymes selv i øvrigt – formår rigtigt at glimte. Selv utrættelige Lil Wayne lyder uoplagt på det ellers frenetisk funky beat til ‘Respect My Conglomorate’.

Det grundlæggende problem er manglen på den berømte røde tråd og et overordnet mål, lige som der savnes ideer og originale indfald undervejs. I stedet diskes der op med venstrehåndsarbejde pakket ind i tidstypiske metervare-produktioner med syntetiske trommespor, slidte synthlinjer og omkvæd svøbt i ulidelig auto-tune.

Og det er, når lyden bryder ud af de rammer, at Busta Rhymes brænder igennem. Som på den organisk soulede ‘Decision’, den underfundige og helt De La Soul’ske ‘I’m a Go and Get My…’ og ‘Kill Dem’, hvor Pharrell blender karakteristisk Neptunes-rytmik og swing til en reggae-toastende og veloplagt Busta. Men det er blot få lyspunkter i et virvar af ligegyldighed, der er glemt i morgen, hvis de da ikke allerede er det, når man slukker for anlægget eller iPod’en.