Nephew

Nephew må være dansk rocks svar på en rablende reklamemand med Red Bull og fadbamser i blodet og Rammstein, Depeche Mode og dårlig eurodance bankende på iPod’en. Cirka sådan lyder kvintetten i hvert fald på deres fjerde album.

Frontmand Simon Kvamm er fortsat en verbal lurendrejer, der har styr på sprogets finmekanik, og på hvordan enkeltdelene sammensættes mest effektivt, på samme måde som den trimmede electrorock ikke har ét overflødigt gram fedt på kroppen. Og tilsammen skaber ord og toner en nærmest maskinel synergi, der emmer af futuristisk computer love.

Det er imponerende effektivt i al sin fræsende magt og vælde. Men der er også noget sært fremmedgørende ved det bagvedliggende koncept, hvor man primært koncentrerer sig om at højglanspolere kromen, mens den ferme sloganlyrik agerer kunstnerisk figenblad.

Mere interessant er det, når Nephew viser nye sider af talentet. Især på ‘Danmark Man Dark’ hvor Kvamm lukker op for kvalme og politikerlede i en manisk talestrøm, der minder om Peter A.G. Nielsen iført Darth Vader-visir: »Man skal vælge frit imellem pest eller kolera / som man så kan vælge at få fikset på privathospital / man har jo selv et ansvar / og hvis man ikke har råd, er det ens egen skyld«. Ligesom den stilfærdige afslutter ‘Hurra’ blotter en overraskende sårbar side af Nephew, så man pludselig tror på, at der banker et rigtigt hjerte bag det tonstunge panser.