Sonic Youth

Hvad stiller man op med 16. studiealbum fra Sonic Youth? Tipper man ærbødigt på kasketten, trækker overbærende på skuldrene, føjer nye heltekvad til fortællingen om verdens mest iørefaldende avantgarderockere, den alternative støjrocks faddere – eller hvad man nu kan hive frem af forsuttede klicheer – eller dypper man pennen i syrebadet og spidder en flok rustende gangstativer? Well, når Kim Gordon og Thurston Moore stønner sig gennem ‘Anti-Orgasm’, har jeg mest lyst til det sidste. Men så er det også ved at være slut med forbeholdene.

For det er i det hele taget et dejlig varieret album, amerikanerne har lavet. Der er lurmærkede guitar-dystopier på ‘Calming the Snake’ og decideret vellyd og vokalharmonier i ‘Poison Arrow’. Særligt Kim Gordon fremstår i topform. Hun tager potent leadvokalen på’Malibu Gas Station’ – ét af albummets allerstærkeste numre, hvor Lee Ranaldo og Thurston Moore suverænt fletter deres guitarer ind imellem hinanden. Senere blotlægger Gordon totalt centralnervesystemet på den eminente ‘Massage the History’, en grum og smuk symfoni stykket sammen af en tre-fire sange, den ene bedre end den anden. Her er en komposition, der læger sig lunt til rette i Sonic Youth-kanonen med sin fint følte balance mellem enkel skønhed og ambitiøs kompleksitet.

16 album inde i karrieren er Sonic Youth stadig et sindsoprivende og dynamisk band. Ærbødige tip på kasketten herfra til verden mest iørefaldende avantgarderockere. Den alternative støjrocks faddere lever og har det godt.