Tortoise

Det er mere end tyve år siden, de første spadestik, til det der med tiden blev til en af den eksperimenterende rocks vigtigste grupper, blev taget. Siden 2004 har der dog været stille om ‘the godfathers of postrock’. De respektive gudfædre har haft travlt med prominente projekter som Isotope 217, The Sea and Cake og Chicago Underground Orchestra, men nu har kvintetten endelig været endnu en tur omkring John McEntires sagnomspundne Soma-studie.

Ud af den tur er kommet et album, der vidner om medlemmernes forskelligartede aktiviteter på Chicagos rock- og jazzscene. Det hårdføre postrock-label, der stadig sættes på enhver Tortoise-udgivelse, har aldrig været mere uheldigt. Udgangspunktet er måske nok mere eller mindre langstrakte instrumentelle rocknumre, men betegnelsen indfanger langt fra den collage af elementer fra prog, electro, electronica, klassisk rock, mathrock, march, western, funk og jazz, som det endelig output udgør.

Det kan på papiret lyde hektisk, men er det langt fra. Selv når de mest forskellige stilarter mødes, går det op i en højere enhed, og alt er som sædvanligt næsten umenneskeligt velspillet. Til gengæld er det heller ikke helt så spændende, som det lyder. Der er lidt for langt mellem de store øjeblikke, og man glider derfor lidt af på det meget glatte og kliniske lydunivers. Tortoise er stadig en gruppe med enorme ressourcer, men ‘Beacons of Ancestorship’ er langt fra deres største præstationer.