Erykah Badu – neosoul-hippie af folket
Det er nok Obamas skyld. I hvert fald fandt Erykah Badu mandag aften i Vega ikke stort behov for at dvæle ved sit proklamerede ‘New AmErykah’ i en koncert med overraskende stor vægt på Badus sexede, klassisk orienterede bagkatalog, frem for den rå, let syrede politiske indignation fra sidste års overlegne album.
Koncerten startede ganske vist med ‘Amerykahn Promise’, hiphop-hyldesten ‘The Healer’ og den sumpede ‘My People’, men herefter skuede Badu bagud. Med høj hat og termokande stod divaen i spidsen for en syv mand stor backinggruppe, tre korsangerinder og et sæt forankret i afroamerikansk musikhistorie – bundet sammen med bidder af klassisk soul og blues fra laptoppen eller af hiphop-beats fra trommemaskinen.
Det tog dog sin tid, før koncerten vandt fodfæste. Bandet var tilbagetrukket og spillede i store perioder uden mærkbar nerve. Badu styrede sin rytmegruppe med et mildt »wait« eller »break it down« ud af mundvigen, men de stramt tilrettelagte numre levnede ikke plads til improvisation. I showets første halvdel var Burning Spear’s ‘Jah No Dead’ ene om at vise tænder, mens Michael Jackson blev behørigt hyldet med ‘Off The Wall’.
Men pludselig skete der noget, og Badu og publikum fik kontakt med hinanden. I koncertens sidste del røg solbrillerne og hatten af, og Badu trådte i karakter som neosoul-hippie af folket, uddelte krammere til højre og venstre og smilede fra øre til øre. Hun havde hele tiden sunget forrygende, men nu så hun selv ud til at nyde det og især en funky version af ‘Danger’ reddede koncerten ud af sit dødvande.
