Homesick Hank

Efter et støvet amerikansk country-eventyr med Oldham-brødrene på 2006’s ‘Leave It All Behind’ er Homesick Hank både i tekst og musik atter vendt hjem til den nordiske melankoli på det tredje album ‘Ghosts’. Ligesom debuten ‘Hey’ er størstedelen af det nye udspil indspillet i stilheden i de svenske skove og byder på gedigen nordicana – som det seks mand store band selv kalder deres genre – hvor den nordiske rolighed, tungsindighed og natur fortættes i stemningsskabende musikalske melodier gennem country, folk og rock.

Det tætte slægtskab med den amerikanske kongerække af singer/songerwritere er stadig tydelig, men i Damien Rice og Thomas Dybdahl vil Homesick Hank også finde lidelsesfæller. Albummets 11 numre bygger landskabs- og sindsstemninger, der rammer centralt i den melankolske pulsåre. Man føler, man flyver ind i de nordiske skoves ensomhed, banker frontalt ind i store grå Vesterhavsbølger og føler den snigende vinterdepression i en efterårsramt og regntung storby.

Med en varierende brug af instrumenter og Kudre Haans tyste stemme er ‘Ghosts’ eminent stemningsfyldt men bevæger sig også flere steder lovlig tæt på en kvalmende følelsesfuldhed. Titelnummeret og ‘Slave Hunter’ er funklende perler blandt mange, mens melankolien og smerten tipper og bliver endimensionel og for lidende i enkelte numre.

Homesick Hank er stemningsmede, der insisterer på at røre lytteren med deres musik. Musik forvandles til billeder, rum og stemninger i de seks herrers hænder. Det kan sine steder blive for søgt og fortænkt, men med det tredje udspil beviser Homsick Hank dog, at de har fundet indtil kernen i deres musikalske udtryk.