Den 16. august gæster de amerikanske psychrockere i Deerhunter Lille Vega med et af sidste års bedste album i form af ‘Microcastle’ i bagagen. Læs interview med gruppen her.
Den 16. august 2008 vil Deerhunter-forsanger Bradford Cox forkæle sine fans med en friskindspillet digital 7″-single via bandets blog. Han har ofte før lagt demoer, liveoptagelser, billeder og nye numre op på siden, men denne gang er softwaren blevet ændret, så i stedet for kun at uploade det ene nummer, giver han alle adgang til nyt materiale fra såvel Deerhunter som Cox’ soloprojekt Atlas Sound, foruden en række private fotos.
Allerede flere måneder tidligere er bandets nye album blevet leaket lang tid før den officielle udgivelsesdato, og i frustration over den manglende kontrol over sin egen musik poster Cox et billede af sin langfinger, skriver adskillige vrede og opgivende indlæg, inden han til sidst sletter det hele igen. Et par dage senere tager han dog selv skylden for miseren i et nyt indlæg, og denne gang er fuckfingeren udskiftet med et forsonende peace-tegn.
Episoden indleder en heftig internetdebat blandt gruppens fans, hvoraf nogle beskylder Cox for bevidst at have leaket musikken for at skabe hype om bandet. Det er dog langt fra første gang, at forsangeren har skabt opmærksomhed om sin alt andet end gennemsnitlige personlighed. Den selverklærede homoseksuelle jomfru er i besiddelse af en temmelig outreret scenepersona, der blandt andet ynder at bære blomstrede kjoler og smøre sig ind i falsk blod under bandets koncerter.
Derudover lider han af den sjældne gensygdom Marfans syndrom, der forklarer hans mere end almindeligt ranglede og udmarvede ydre. Sygdommen – som gennem historien har ramt flere store musikalske personligheder som eksempelvis Joey Ramone – betyder, at Cox har gennemgået flere kirurgiske indgreb, og at han i dag i lange episoder isolerer sig fuldstændig fra omverdenen i sit hjem. Det gælder også i den uge, jeg kontakter ham. Han er nemlig syg, og efter flere dages venten bliver det i stedet bandmedstifter og trommeslager Moses Archuleta jeg får i røret fra Atlanta, hvor hele bandet residerer.
Internettet på godt og ondt
Han viser sig, modsat Cox, at være af en meget rolig natur, der tager sig god tid til at besvare mine spørgsmål og omhyggeligt undgår alt for kontroversielle udtalelser. Da jeg spørger til blog-episoden, forklarer han, at han ikke er i besiddelse af en computer og derfor ikke kender så meget til den. Jeg forklarer de nærmere omstændigheder, før han kommer op med et svar:
»Det lyder måske dumt, men albummet var tænkt som et efterårsalbum, og så er det da både uheldigt og irriterende, at folk kan høre det flere måneder for tidligt. Men i sidste ende ændrer det jo ingenting, for albummet udkommer stadig, som vi har planlagt det«.
Alligevel er Archuleta helt enig i bandkollegaens frustration over at miste kontrollen over sin egen kunst og over at blive misforstået af musikpressen: »Jeg kan sagtens forstå hans frustration overfor fans og især journalister, der prøver at tage dramatiske ting ud af en kontekst for at skabe en god historie. Vi vil helst have det til at handle om vores musik, for det er vores hovedfokus. Det er jo, hvad vi er her for«.
Leaking-episoden er et tydeligt eksempel på de negative konsekvenser, internettet kan have for musikere, men Deerhunter har samtidig forstået at udnytte nettets muligheder bedre end de fleste bands. Deres blog er ganske velbesøgt, og under indspilningen af bandets aktuelle album ‘Microcastle’ tog de også nettets potentiale i brug:
»En af de sjoveste oplevelser under indspilningen var, da Cole Alexander (fra Atlanta-bandet Black Lips, red.) indspillede en del til et nummer på flaskerør. Jeg tror, han var i Danmark eller Norge på det tidspunkt, så han indspillede det via iChat over internettet. Så der fik vi os et godt grin«.
En slags hellig treenighed
Tilbage i begyndelsen af 2007 fik Deerhunter med god hjælp fra Pitchfork Media for alvor hul igennem med deres andet album ‘Cryptograms’, der med sine løse strukturer og udsyrede instrumentale passager samt Cox’ outsider-lyrik viste et meget lovende og selvsikkert band, som da også fik bred anerkendelse fra musikkritikerne.
Albummet var indspillet på blot to dage og en noget anden oplevelse end det langt mere punkede debutalbum ‘Turn It Up Faggot’ fra 2005, der blev til kort efter bandets oprindelige bassist Justin Bosworth døde i en skateboardulykke, og derfor var præget af en masse negativ energi. På ‘Microcastle’ er både punkattituder og de strukturelle eksperimenter trådt i baggrunden for at gøre plads til mere stramme og ligefremme kompositioner.
»Vi havde en idé om, at albummet skulle have en mere klassisk eller gammel lyd, men vi endte ud med noget, der lyder meget nyt«, forklarer Archuleta, inden han afslører en række ikke helt oplagte inspirationskilder: »Vores vigtigste indflydelser på albummet var Current 93, Dixie Chicks og Lil Wayne, der formede en slags hellig treenighed. Vi prøvede bevidst at hente inspiration hos bands, der befandt sig et helt andet sted end os selv, for så at prøve at fremstille noget der befandt sig et sted midt imellem«.
Det er nu mere end svært at høre neo folk såvel som countrypop- og hiphop-indflydelsen på det nye album, der snarere kan karakteriseres som melodiøs støjrock. Derfor er jeg et kort øjeblik i tvivl, om han tager pis på mig, men det er der ingenting i hans stemme, der indikerer.
Er du så tilfreds med resultatet?
»Nej!«
Slet ikke?
»Hmm, du kunne spørge til et hvilken som helst af vores album, og jeg ville sige det samme, så der er ikke noget nyt der. Jeg tror, det er meget normalt for kunstnere, at de ikke er fuldstændig tilfredse med slutproduktet. Man kan blive ved med at arbejde på et album i al evighed, genindspille og omarrangere numrene og tænke meget over det, men man bliver nødt til at sige stop på et tidspunkt. Men måske vi en dag laver det perfekte album«.
To seje storebrødre
De perfektionistiske ambitioner er ifølge Archuleta en del af det at blive ældre: »Der er mere eftertænksomhed nu. Da vi startede, var tingene mere uskyldige og tilfældige, mens det i dag nogle gange godt kan føles lidt for meget som et ni-til-fem job. Vi er langt mere seriøse, og nogle gange kan man godt savne bare at fjolle rundt«.
Det nye album bærer tydelige vidnesbyrd om den modningsproces Deerhunter har gennemgået. Undervejs har bandet udviklet venskaber med kollegerne i Animal Collective og Liars, som havde stor betydning for indspilningen af ‘Cryptograms’.
Hvad har de to bands betydet for jer?
»Det er to fremragende bands, der samtidig består af nogle venlige og jordnære mennesker. De har begge gennemgået samme karrieremæssige mønster som os, før vi gjorde det, så det er lidt ligesom at have en sej storebror, man ser op til, og som man kan lære en masse af«, forklarer Archuleta, der håber på at kunne viderebringe stafetten en dag: »Jeg ser det som en cirkulær proces, så jeg tror helt sikkert, vi kan give vores erfaringer videre til andre bands på et tidspunkt«.