Speech Debelle

Den 25-årige britiske debutant lever bestemt ikke op til den stereotype opfattelse af en rapper. Hun er opvokset alene med moren i et middelklassemiljø i London, har fået en uddannelse, hendes stil er poetisk, og hendes beats er fløjlsbløde. Det mest bemærkelsesværdige er dog den skrøbelige lillepige-stemme, der giver associationer til en beslutsom Lykke Li som rapper.

Men kvinden med de jamaicanske rødder har en kæmpe fordel frem for mange af sine kolleger. Hun fremstår oprigtig og ærlig. Man tror på hende hele vejen, og det beriger gevaldigt sangene, der ved første gennemlytning virker som små uskyldigheder, men som bag de venlige toner viser sig at indeholde et lag af stor sårbarhed.

For Speech Debbelle har meget på hjertet. Savn, vrede og kærlighed til faderen, der aldrig har været der for hende, beskrives hjerteskærende på albummets følsomme højdepunkt ‘Daddy’s Little Girl’. Tiden på et hostel for hjemløse vendes på åbneren ‘Searching’, og hendes mantra om at »music is healing« giver mening på titelnummeret ‘Speech Therapy’.

Den organiske og jazzede produktion, som Wayne Lotek med tilknytning til eksperimenterende Roots Manuva står for, er skiftesvis understøttende og i stærk kontrast til den spinkle stemme med de stærke fortællinger. Det fungerer rigtigt fint og giver albummet en opløftende stemning med en underspillet alvor og sørger for, at ‘Speech Therapy’ skiller sig ud fra den grå masse af ligegyldige rap-album. Og bestemt en medvirkende årsag til at albummet har modtaget en nominering til den prestigefyldte britiske Mercury Prize for årets album.