Jamie T

Hvor begynder man, når man skal følge op på et anmelderrost og Mercury Prize-nomineret debutalbum? Jo, man fortsætter selvfølgelig ud af samme tangent – bare med bedre melodier, mere modenhed og en sanseløst smittende symbiose af genrer, som er svær at sætte meget mere end en lillefinger på.

Jamie T træder for alvor i karakter som stilsikker og charmerende storby-troubadour på sit andet album. Britens tekster emmer stadig af weekend- og hverdagsbetragtninger fra gaden og pubben, men udsynet er også blevet bredere. Flere steder står den ordrige poesi som stærke statements over storbyens frie afløb af forliste drømme, frustrationer og forfjamsket kærlighed.

Læg dertil et herligt og helstøbt musikalsk kludetæppe, der ubesværet veksler mellem rock og roots, folk og ska, samt hiphop og blød house. Og med en umiskendelig melodisk tæft og poppede refræner, som er med til at binde yderpunkterne mellem Jamie T’s bidske rap og sløvt sumpede sang.

Det er den næsten Gnarls Barkley’ske ‘Earth, Wind and Fire’ et fortræffeligt eksempel på, mens den sprælske ‘Chaka Demus’ på mange måder er essensen af Jamie T selv. Men ellers er det svært at fremhæve enkelte sange på et vekslende og veludført album, der sagtens kan tåle sammenligning med åndsbeslægtede skiver som The Clashs ‘London Calling’ eller Blurs ‘Parklife’ – uden helt et nå op på samme niveau.