Muse

Mådehold har aldrig været Muses stærke side, og der skal nok være dem, der mener, at de med ‘The Resistance’ langt om længe er kammet helt over til vulgaritetens yderpunkt. Men gud ske lov for det, fristes man til at sige, for ved at smide den sidste rest af musikalske hæmninger har den britiske trio skabt et af de mest fascinerende, særprægede og direkte vanvittige musikalske universer, man har hørt i de seneste år. Klassisk romantisk musik, progrock, electronica og vaudeville muteres på kryds og tværs i Muses Frankenstein-laboratorium, og resultatet er en herligt monstrøs og stærkt dystopisk sci-fi-rockopera, der stritter i alle mulige og umulige retninger.

Klaveret spiller en væsentligt større rolle på ‘The Resistance’ end på Muses tidligere værker, og sammen med strygere og andre symfoniske elementer tager det i høj grad opmærksomheden fra frontmand Matt Bellamys normale guitar-eskapader. Det er på sin vis en naturlig udvikling for gruppen, men Bellamy er desværre ikke nogen stor pianist, og visse steder bliver fundamentet i sangene simpelthen lidt for banalt til, at det kan bære de flommefede arrangementer og det patetiske tekstunivers, som på godt og ondt præger albummet. Langt mere interessant er det, når Muse blander de symfoniske elementer med den elektroniske rock, som på den fabelagtige ‘Undisclosed Desires’, der lyder som resultatet af en hed nats elskov mellem Depeche Mode og The Knife.

Det er først til sidst i den tredelte symfoni med den passende absurde titel ‘Exogenesis’, at de disparate elementer i Muses opskrift på moderne symfonisk rock for alvor samles og går op i en højere enhed. Men til gengæld må ‘Exogenesis’ også siges at være det hidtidige kreative højdepunkt i bandets historie – en ‘Bohemian Rhapsody’ for det nye årtusinde.