Slaraffenland

Fra et stærkt eksperimenterende udtryk har Slaraffenland forædlet deres nuancerede blanding af genrer. Det er for alvor gået op for mig med gruppens nye album. Der er vokset en musik ud af Danmark, der har sin helt egen genkendelige lyd, der ikke tripper rundt i rumpen af udenlandske forbilleder, og helt fortjent får Slaraffenland og musikalske åndsfæller som Efterklang, Mew og Choir of Young Believers omtale i udlandet.

‘We’re on Your Side’ lykkes med den utrolige bedrift at få hver sang til at boltre sig i detaljer, samtidigt med at de også fungerer som komprimerede, mindeværdige popsange. Vi må opfinde en ny betegnelse for dette. Episke miniaturer, måske? Et andet særlig element for Slaraffenland er måden, de integrerer jazz med rock, eksempelvis ved at lade et tungt bluesriff få selskab af de mest ensomt lydende blæsere på ‘Stars and Smiles’. Overordnet set er deres brug af blæserinstrumenter som klarinet og trombone sublim, med en smuk melankolsk klang som en jazz-connoisseur nok kunne fristes til at kalde nordisk. Tjek blot den følelsesmæssige mavepumper ‘Falling Out’ som indlysende bevis.

Tematisk synes albummet at kredse om empati og medfølelse. »I assure you that I won’t track you down / You can start again«, lyder det gribende på ‘Hunting’. Det i sig selv er usædvanlig for danske bands, der lidt for ofte bruger krudt på at pleje coolness-faktoren. Anderledes er det på dette fortræffelige album, der generøst deler ud af sig selv.