The Twilight Sad

Musik behøver ikke være så forbandet indviklet. Hvis man til tider glemmer denne simple lærdom, er skotske The Twilight Sad et band, man bør konsultere. Ikke fordi Glasgow-kvartetten på nogen måde spiller forsimplet, minimalistisk eller lettilgængelig rockmusik. Tværtimod. Men skotterne leverer deres storladne og støjende postrock så oprigtigt, potent og pågående, at man ikke kan undgå at blive voldsomt benovet over effekten.

Bandets debut ‘Fourteen Autumns & Fifteen Winters’ fra 2007 affødte berettiget anmelderbegejstring, og få minutter inde i efterfølgeren overbevises man om, at den er mindst lige så fremragende. Man rives fra start ind i skotternes pompøse univers, hvor flossede følelser og dyngvåd desperation piskes hårdt frem af brølende guitarflader. I de konstante skift mellem stilhed og rockeksplosion er James Grahams uskyldige skotske vokal det solide fyrtårn, man klamrer sig til. Man lytter intenst med, når Graham akkompagnerer det velproducerede lydbillede med poetiske beretninger, og som lytter mærker man desperationens overdrev, når klaver eller guitar cirkler over den opslugende og gådefulde intethed.

Sine steder giver The Twilight Sad nostalgiske ekko fra adskillige postrock-bands fra 90’erne, men med sine egen formørkede charme, melodiske tæft og insisterende tekstunivers er skotterne først og fremmest deres helt egne. Og det er kun i kraft af kvartettens svidende vilje og enorme spillelyst, at man så let og simpelt suges ind i en musikalsk verden, man på trods af dens dysterhed mærkværdigvis føler sig hjemme i.