A Place to Bury Strangers

Fra første anslag begynder newyorker-trioen at begrave fremmede i en helvedes fart. Skæring et med navnet ‘It Is Nothing’ runder ikke et sekund, før et punket guitarriff vælter vildt ud af højtalerne. Og så er A Place to Bury Strangers ligesom startet, og de når ikke at kigge sig tilbage før, det hele er forbi.

Der bliver spillet støjende shoegazer i bedste Jesus and the Mary Chain- og My Bloody Valentine-stil. Og gruppen lever i den grad op til prædikatet om, at de skulle være New Yorks mest larmende band. Jay Space vanvittige, hastige trommespil holder hele tiden numrene i gang. I sådan en grad at det desværre næsten overskygger bassen og guitaren. Sidstnævnte ligger dog oftest trommehindeskærende og hviner i baggrunden – som den skal! Derimod er der mere plads til Oliver Ackermanns vokal, der godt nok lyder som om, den ikke kommer fra noget sted, men alligevel står den ret klart frem i det makabre lydinferno.

Ti numre er der på albummet, og det slutter nøjagtigt, som det startede med masser af larm og vildskab på ‘I Lived My Life to Stand in the Shadow of Your Heart’ – pladens bedste – der lemlæster sig i gennem fem og et halvt med minut med baskende trommer og ender med det klassiske instrument-ned-til-forstærkeren-trick, der fremtvinger skøn støj i anden potens.