Alphabeat

Glimtet i øjet er pist væk. På deres andet album har de danske pop-fetichister pakket instrumenterne væk og i stedet kastet sig over elektronikken og de tidlige 90’eres kitchede eurodance og -pop. Og selv om de så egentlig rammer lyden meget godt, så formår de ikke at tilføre genren noget nyt – specielt ikke noget af den selvironi der skal til for at fuldføre et sådant stunt i 2009.

Allerede med førstesinglen og titelnummeret stod det klart, at Alphabeat havde valgt at udfordre deres egen succes fra debutalbummet ‘Alphabeat’ fra 2007. For hvor debuten flød over med 80’er-popcharme og spilleglæde og fik folk til at danse uhæmmet både herhjemme og i udlandet, så er det en mere kold og kalkuleret lyd, der nu præsenteres. Singlen stjæler eller låner – alt efter temperament – tydeligt keyboard-temaet fra Cut ‘N’ Moves ‘Get Serious’ fra 1991 (som de dengang samplede fra Herman Kelly & Life), mens synth og de ferske beats mere minder om Snap! og Ace of Base – referencer der kun bliver tydeligere på numre som ‘Hole in My Heart’, ‘Heat Wave’ og ‘Always Up With You’. På den måde fungerer albummet uden tvivl også på kødmarkedets dansegulv eller som et nostalgi-trip, men det er ikke helt nok.

Hatten af for at Alphabeat har haft lyst til at udfordre sig selv og for at turde kaste sig over en af musikhistoriens mere udskældte genrer. Men man spørger alligevel sig selv hvorfor? For danskernes utvivlsomme talent som popsnedkere kunne let være bedre brugt. Det er dog ikke ren ligegyldig pastiche det hele. ‘Q & A’s roligere tempo og lidt mere udfordrende beat er absolut kærkomment. Her kontrollerer Stine Bramsen klædeligt sin vokal og tilfører noget af den varme og personlighed, som resten af albummet savner.

På ‘Chess’ starter Bramsen charmerende som Robyn, men modsat svenskeren så mangler Alphabeat nerve, og det er ganske enkelt svært at finde ud af, hvad de egentlig vil udover at kippe med hatten for en genre, få har savnet.