Annie

Måske var det ikke helt skidt, at den norske sangerinde blev ‘droppet’ af sit pladeselskab og måtte vente et år med at udgive opfølgeren til 2004’s ‘Anniemal’. For i mellemtiden er klimaet for rendyrket pop blevet en sand solstrålehistorie. Et år hvor La Roux og Little Boots har fyldt en del er nemlig et år, der passer perfekt til Anne Lilia Berges electropop.

Og på mange måder ligger hun sig midt i mellem de to førnævnte. Til tider har hun nemlig noget af den kant, der gør La Roux så stærk. Specielt på Paul Epworth-bidragene ‘Hey Annie’ og ‘Don’t Stop’ hvor produktionen danner en tungere og varieret bund under Annies lyse og letbenede vokal.

Andre gange træder hun så til gengæld også i samme popspinat som Little Boots, når det hele bliver for vellydende og intetsigende, som på den lidt for luftige guitarballade ‘When the Night’. Galt går det også, når Annie kaster sig ud i et bizart kaos af galopperende trommer og Peaches-agtig skrigevokal på ‘The Breakfast Song’.

Albummet byder dog mest på fine popoplevelser, som når Franz Ferdinands Alex Kapranos låner guitarriff til ‘My Love Is Better’ og hjælper Annie med at bevise, at hun absolut fortjener en plads blandt årets popdivaer. For det er en fin, forsinket opfølger, og der burde sidde nogle pladeselskabsrepræsentanter et sted med smårøde ører.