Rammstein

Rammstein tog et kæmpe evolutionært skridt fremad på deres forrige album ‘Reise, Reise’, en plade smækfyldt med fantastiske sange der en gang for alle viste, at der bagved de spektakulære live-shows også gemmer sig et forbandet dygtigt musikalsk kollektiv. Derfor kan det overraske, at de kære østtyskere denne gang har valgt at stikke det ene ben tilbage i den ur-sump, de kom fra.

Albummet kan nemlig bedst beskrives som en 2009-udgave af ‘old-school Rammstein’ – industriel techno-metal hvor strækmarchen ofte ligger og lurer lige under overfladen. Den grundtone bliver slået fast på åbningsnummeret ‘Ramm-Lied’, der med et synkoperet guitar-riff og 80’er-synths lyder som om, det var skrevet til ‘Sehnsucht’-albummet. Den organiske lyd fra ‘Reise, Reise’ popper stadig op fra tid til anden, men albummet domineres af den mere kliniske lyd af synths og samples. Mest interessant bliver det, når de to verdener støder sammen, som på ‘B********’, hvor messingblæsere, violiner, skurrende samples og et gyngende metal-riff fletter fingre og nikker skaller.

På tekstfronten er der også dømt klassisk Rammstein på godt og ondt – førstesinglen ‘Pussy’ sætter nye grænser for plathed med bevingede linjer som »Schönes Fräulein / Lust auf mehr / Blitzkrieg mit dem Fleisch-gewehr«, mens Josef Fritzl-sagen kommer under kærlig behandling på den anderledes skarpe og kulsorte ‘Wienerblut’, og grådigheden bag finanskrisen hudflettes på ‘Mehr’. Man kan diskutere, om albummet i det store musik-evolutionære billede er et skridt fremad eller tilbage for Rammstein. Men man kan også bare læne sig tilbage og acceptere albummet for hvad, det er: Gedigent, effektivt, tysk håndværk.