Wolfmother

Frem med luftguitaren! Bevæbnet med hypermelodiøs hardrock og et guldæg fyldt med rock-klichéer er australske Wolfmother tilbage med deres andet album. Bandet er stadig centreret omkring frontmand Andrew Stockdale, der siden sidst har skiftet sine to gamle bandkammerater ud med tre nye. Der er dog ikke meget nyt under den australske sol, og de nye medlemmer forstår på fornem vis at hyle med de ulve, de er iblandt. Og ‘Cosmic Egg’ byder da også på masser af ‘Guitar Hero’-venlige soloer og generelt smæk for skillingen.

Stockdale synger ikke desto mindre både vildere, højere og mere overbevisende end nogensinde før – hvilket åbningsbrølet ‘California Queen’ sætter en fed streg under. Den følges op af førstesinglen ‘New Moon Rising’ (sorry ‘Twilight’-tosser, det har intet med den nye film at gøre), der ubesværet katapulterer sig selv op blandt bandets bedste sange. Titelnummeret sidder ligeledes lige i skabet, imens strygerne på den teatralske ‘10.000 Feet’ eksploderer i en våd drengedrøm af guitarlir. Også tekstuniverset er uændret. Med andre ord, hvis Stockdale fik en femmer, hver gang han bruger ord som ‘mind’, ‘love’ eller ‘girl’ ville han være en rig mand. Men det virker.

‘Cosmic Egg’ har dog også ridser. Guitaren på ‘In the Morning’ lyder besynderligt meget som debutens ‘White Unicorn’, og den eklatante flødebolleballade ‘Far Away’ kammer fuldstændig over i fesen stadionrock. Og det er en skam, for Stockdale kan sagtens skrive smukke kærlighedssange, der hiver fat om hjertet og trykker til, uden at der behøver at gå fuldstændig Meat Loaf i den. Albummet når altså ikke samme svimlende højder som det svulstige overflødighedshorn, debuten var. Men ‘Cosmic Egg’ er stadig en superveldrejet rockplade. Corny, men catchy og uforskammet oplagt at drikke øl sammen med.