Brothers of End

Det ville være let at sende fire stjerner over sundet til de debuterende svenskere i Brothers of End. Deres musik leveres selvsikkert uden store armbevægelser og udfolder sig som et tyst og underspillet popunivers, hvor den musikalske lejrbålsstemning er det varmende centrum. Men selvom der vokser gode knopskud, efter at albummet har roteret et par gange på anlægget, forbliver bekendtskabet med trioen dog en anelse beskedent og kønsløst.

Det er de to The Cardigans-medlemmer Bengt Lagerberg og Lars-Olof Johansson Stål, der sammen med deres gamle Jönköping-ven Mattias Areskog har skabt, hvad de med egne ord kalder et slowdrivepop-album. Benævnelsen er rammende, for de musikalske virkemidler, der begrænser sig til guitar, bas, trommer og keyboard, tilbyder et fredfyldt lydbillede, hvor der både er plads til gråd, glæde og melankoli.

‘The End’ rummer ikke gedigne radiovenlige hits.  På trods af at numrene er vidt forskellige, så binder drengenes krystalklare vokaler nemlig sangene sammen i en homogen helhed. Det er kun ‘Why’ med sin potente charme, ‘Believe’ med sit glade omkvæd, og den smukke ‘Bird’, der formår at stikke lidt ud fra helheden.

Brothers of End serverer en sart musikalsk stemningsmikstur, der sine steder både kan minde om Fleet Foxes, Eskobar eller engelske Kingsbury Manx. Nogle lyttere vil med tiden sikkert finde Brothers of Ends debut som en musikalsk skattekiste af sagte og indsmigrende popsange, mens andre, som nærværende anmelder, vil affærdige det som en slatten og overfølsom omgang skovhytte-pop.