The Twilight Sad – storhed i mormors cardigan
Hvad gør man hvis regnen pisker ned, Jack Whites nyeste band spiller andetsteds i byen selvsamme aften, og kun cirka en fjerdedel af det publikum Loppens kapacitet tillader tropper op?
De fem sympatiske skotter i The Twilight Sad gør følgende: Går på scenen lidt efter kl. 23 med en trommeslager der ligner en lidt overvægtig udgave af skuespilleren Jack Black, en bassist der ligner en kedelig og lidt distræt, men ellers rar og kompetent handicaphjælper, og en forsanger der tydeligvis har iført sig sin mormors lånte, brune og temmelig falmede cardigan – og leverer herefter 70 minutters overbevisende, støjende og brusende guitarrock a la Glasgow.
Foran det beskedne publikum lagde kvinteten ud med ‘Reflection of the Television’ fra deres seneste og aldeles fremragende album ‘Forget the Night Ahead’. Allerede som aftenens andet nummer kommer signatursangen ‘That Summer, at Home I Had Become the Invisible Boy’, hvori forsanger James Graham falder på knæ og inderligt messer sin tekst om »the kids are on fire in the bedroom«, som gjaldt det livet – og det gør det i James Grahams poetiske og litterære tekster.
Hvad pokker er det, de skotter kan med den støjguitar? Igennem hele koncerten formåede guitarist Andy MacFarlane at få sin sekstrengede, hvide Fender Jaguar til at lyde som én stor, massiv symfoni af snehvid støj. Koncerten kulminerede med det fantastiske nye nummer ‘The Room’, hvor Jack Blacks svedende dobbeltgænger/handicaphjælperen beskedent buldrede derudad, James Graham knælede for 20. gang (mindst) i løbet af koncerten, og alt var melankoli og som tung efterårsregn i Glasgows våde gader. Hvor er disse skotter dog menneskelige og normale i al deres indiestorhed.
