Slaraffenklang – magisk duel
To bands. Ti mand med (næsten) ti overskæg og mindst det dobbelte antal instrumenter. Det var virkemidlerne på scenen i Skuespilhuset. Og med en bleg, tynd og yderst velsyngende Casper Clausen som den evigt marcherende tamburmajor, der holdt alle tråde sammen med gestikulerende hænder og fortællende mimik, leverede konstellationen Slaraffenklang en episk halvanden time.
Måske var det siddende publikum indikation på, at der ikke skulle være så meget gøgl som ofte set til Efterklang og Slaraffenlands individuelle koncerter. I stedet var musikken i centrum. Det handlede om at udfordre musikken. Og ikke mindst hinanden til duel. Blandt andet ved at spille hinandens sange, ved at spille uudgivet materiale og ved at flette to sange sammen med genkendelige brudstykker i en harmonisk omgang Efterklang/Slaraffenland-mashup. Ja, og sågar spille et mashup-cover af Bowie og Mercurys ‘Under Pressure’ som ekstranummer til stående applaus.
De to grupper minder om hinanden, men der er også forskelle: Hvor Efterklangs udtryk kan være svævende, melankolsk og storslået, er Slaraffenland hurtigere, vildere og til tider støjende. Og hvor Casper Clausen skilte sig ud forrest på scenen, var det den ene af de to trommeslagere, Bjørn Heebøll, der stjal billedet bagved. Det virkede som et spørgsmål om tid, før den uortodokse, jazzede trommeslager ville vælte ned fra sin stol i sin ivrighed for at hamre endnu mere imponerende på skind, bækkener og kanter.
Undervejs skilte flere numre sig ud og blev til sange, der får en til at føle, at at man er vidne til noget stort og enestående. Den følelse der kan få dine kinder til at blusse rødt, få dig til at grine eller give dig ståpels, uden du rigtigt ved hvorfor. Et sådant øjeblik kom på ‘Polaroids’. Begyndende med en syngende Casper Clausen og førstestrofen »I know the sound of my heart / I know the colour black« inden Slaffarenlands kraftfulde mandestemmer tog over, for til slut at overlade til stafetten til Clausen igen, der uden anden lyd gik et par skridt væk fra mikrofon og med gentagne fangekælderskrig inderligt bad publikum om at »let me out«.
Tak Slaraffenklang. Her har I – fortjent – seks stjerner. Og en fan for livet.
