LoneLady

De første strofer af LoneLady aka Julie Campbells debutskive ‘Nerve Up’ er et spark i ansigtet. Den selvlærte sangskriver, guitarist og altmulig-kvindes debut er et orgie i superstram sangskrivning med klare referencer til Campbells hjemby og dens tradition for kuldslået og catchy rockmusik. LoneLady er nemlig  fra Manchester og bærer stolt den nordengelske tradition fra Echo and the Bunnymen, Gang of Four og Joy Division videre.

Her er huggende og funky riff. Her er en bidende kulde i form af Campbells guitar og keyboards og en milimeter-præcis bund af superstramme trommer, og her er tekster om forfald og forladthed. Der er dog meget mere at komme efter end blot retrospektiv præcis Manchester-lyd på dette album. Allerede på track to, andensinglen ‘Intuition’, viser LoneLady tænder. Og med en stemme der lyder som Beth Ditto, der møder Kate Bush, er der lagt i ovnen til en yderst tjekket gang postpunk-pop.

Førstesinglen ‘Immaterial’ er svine-catchy, men især ‘Cattletears’ og åbneren ‘If Not Now’ trækker en ud af 80’erne og ud på dansegulvet anno 2010. Der er heldigvis ikke et disko-ben i Loneladys krop, og uptempo-numrene falder aldrig i Franz Ferdinand-fælden og bliver til den rene partypop.

Det her er simpelthen sange med dybde og substans, og man tilgiver gerne Campbell de tydelige referencer – for det er gode bands, hun låner fra. LoneLady er en ny Manchester-stjerne i svøb og viser, at dybde kan fungere både på dansegulvet og i hjertet.