Peter Gabriel

Det er sgu et spøjst projekt Peter Gabriel har gang i her: Stik labben dybt ned i honningkrukken med nye og gamle rock-evergreens og tøm indholdet ud i en strygerindsvøbt støbeform. Så har du i korte træk ‘Scratch My Back’, der udelukkende består af covernumre, og som er den engelske popnestors første album i over syv år. Om ideen er at komme nye lyttergrupper i møde – måske ligefrem at lokke nogen yngre kunder ind i musikbutikken – eller nærmere en måde at genoplade de kunstneriske batterier er svært at sige. Så lad os droppe motivtolkningen og i stedet kaste os over værket.

Der lægges ud med en fortolkning af Gabriels jævnaldrende kollega David Bowie og dennes kanoniserede berlinerhymne ‘Heroes’, der her bliver spædet op med sitrende soundtrack-strygere en masse. Oven på sødsuppen fremfører den gråhårede englænder den billedrige tekst med fuld knald på patossen. Er det godt? Tja. Er det aparte? I den grad!

Andre rutinerede kræfter, hvis numre (måske en anelse forudsigeligt) får en ny tur i manegen, inkluderer Paul Simon, Lou Reed og Neil Young, men der hvor sangvalget for alvor bliver overrumplende er med inddragelsen af en række yngre, alternative rocknavne.

Hvem havde for eksempel forestillet sig, at Peter Gabriel nogensinde skulle tage livtag med canadiske Arcade Fires ‘My Body Is a Cage’ (der her forvandles til en knugende intens, klaverbåren hymne) eller anmelderyndlingene fra The Magnetic Fields’ ‘The Book of Love’ (der til gengæld fremstår endimensionel og drivende sentimental og helt uden dens oprindelige, vittige bid)?

Lyder jeg splittet? Det skyldes givetvis, at albummets grundlæggende præmis – forsøget på at omplante numrene til Gabriels særegne univers – er sjov og interessant. Men udførslen mangler fokus og mådehold. Både i akkompagnement og vokalpræstation.